Børnefattigdom i Danmark – en virkelighed, vi skal ændre

LÆSERBREV: Ingen børn skal vokse op i fattigdom – det har vi råd til at ændre, mener SF's Thomas Møller

Børnefattigdom diskuteret i Hvidovre, Pia Olsen Dyhr, SF
Foto fra fyraftensmøde om børnefattigdom - fra venstre Anders Wolf Andresen (SF), Jon Olufson (BUPL), Signe Færch (Dansk Socialrådgiverforening), Robin Seeberg (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF) - taget fra Robin Seebergs Facebook-profil.

Det var en stærk og rørende oplevelse at deltage i fyraftensmødet om børnefattigdom i Danmark.

Her holdt SF’s formand Pia Olsen Dyhr, Signe Færch, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn, og borgmester Anders Wolf Andresen oplæg.

Der blev sat ord og tal på en virkelighed, som burde være utænkelig i et velfærdssamfund som vores.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

10 milliarder i skattelettelser trods børnefattigdom

Det er hjerteskærende, at vi i 2024 stadig må diskutere børnefattigdom i Danmark – og samtidig bevilger regeringen 10 milliarder kroner til skattelettelser.

Det efterlader en bitter smag.

Børnene er fremtiden, men for mange af dem starter livet med umulige odds.

De vokser op i hjem uden ressourcer til ordentlig mad, vintertøj eller fritidsaktiviteter – basale behov, som burde være en selvfølge for alle.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

SF vil have skolemad til alle

For SF er det en mærkesag at bekæmpe den ulighed, som trækker disse børn længere væk fra muligheder og drømme.

I Hvidovre arbejder vi aktivt på løsninger.

Vi er i gang med at undersøge mulighederne for at sikre skolemad til skolebørn, så ingen skal sidde sultne i timerne og miste både energi og koncentration.

Det er uacceptabelt, at børn møder op i vuggestuen med våde natbleer, fordi forældrene ikke har råd til at skifte dem.

Statistikker viser desuden, at varer som bleer og mad ofte er blandt de mest stjålne i supermarkederne.

Dette understreger den desperate situation, som nogle familier befinder sig i.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Madbanken Hvidovre er et plaster på såret

I Hvidovre forsøger frivillige at gøre en forskel.

Den 23. december uddeler Madbanken Hvidovre overskudsmad fra Lille Friheden til familier, der har svært ved at få enderne til at mødes.

Det er et lille plaster på et stort sår, men det viser, hvad vi kan, når fællesskabet træder til.

Det er netop dette “VI” i Hvidovre, som også Hvidovrestrategien bygger på: At vi sammen kan skabe en by, hvor alle får en fair chance.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Højere sociale ydelser og bedre adgang til fritidstilbud

Men vi skal videre end plaster og nødhjælp. Der skal investeres i langsigtede løsninger, som sikrer børnene ordentlige vilkår.

For eksempel har vi i SF kæmpet for højere sociale ydelser, en afskaffelse af kontanthjælpsloftet og bedre adgang til sund kost og fritidstilbud.

Vi har ambitioner om en skole og daginstitutioner, der favner bredt og understøtter alle børn – også dem med svære vilkår.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Hvidovre skal handle på fællesskab

Lad os derfor kræve mere af vores politikere og af os selv.

Det kan ikke passe, at vi som samfund prioriterer skattelettelser til de rigeste over børns fremtid.

Hvidovre skal være en by, hvor vi ikke bare taler om fællesskab, men handler på det. For ingen børn skal vokse op i fattigdom – det har vi råd til at ændre.

Med venlig hilsen

Thomas Møller, SF Hvidovre

Kandidat til kommunalbestyrelsen

(Redaktionel note: Fotoet i toppen er taget fra SF-kandidat Robin Seebergs Facebook-profil.)

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år