Børn i Hvidovre kan nu gå til videnskab – gratis

12 heldige unger i 4. klasse får mulighed for helt gratis at gå til videnskab til efteråret, når Enghøj Gymnasium åbner dørene for Videnskabsklubben. Tilmelding åbner 31. august.
To begejstrede drenge betragter et abe-kranium i Videnskabsklubben, der nu kommer til Hvidovre
Børn i den nye videnskabsklub i Hvidovre kommer til skal at undersøge dyrekranier, udforske primaternes stamtræ, kigge nærmere på abe-DNA og prøve at skrælle bananer uden tommelfingre som en del af et forløb om primatologi. (Foto: Lars Svankjær)

Børn i Hvidovre kan nu gå til videnskab i deres fritid – og der hører en ekstra god nyhed med til forældrene: Tilbuddet er helt og aldeles gratis.

Videnskabsklubben er et koncept, der er trukket til Hvidovre af det nye Enghøj Gymnasium i Avedøre.

Enghøj Gymnasium lægger lokaler til lege, forsøg og eksperimenter i syv uger hen over efteråret 2024.

Elever står for populær undervisning i Videnskabsklubben 

Undervisningen i klubben bliver styret lokalt af gymnasieelever fra Enghøj.

Men det hele er tilrettelagt af organisationen Videnskabsklubben, der kan holde konceptet gratis på grund af støtte fra blandt andre Novo Nordisk Fonden.

Videnskabsklubben leverer materialerne til et gennemarbejdet forløb om primatologi. Det er lavet af forskere og har allerede kørt på mange andre skoler med stor succes.

Pige med abekranie vender sig om i Videnskabsklubben, der snart kommer til Hvidovre
Primatologi er læren om aber, menneskeaber og evolution. “Miniforskerne” lærer blandt andet om egenskaber og kendetegn for forskellige primater. (Foto: Lars Svankjær)

Tre gymnasieelever fra Enghøj har meldt sig til at stå for undervisningen af de 12 heldige skoleelever fra 4. klasse, der får plads på efterårets hold som ”miniforskere”.

Alle vinder ved at få en videnskabsklub til byen

Konceptet er win/win for alle parter.

Børnene kan udfolde deres nysgerrighed og prøve kræfter med videnskab, gymnasieeleverne får erfaring med at undervise, og Enghøj Gymnasium kan dårligt få armene ned af flere årsager.

En videnskabsklub på Enghøj er nemlig både:

  • branding blandt fremtidens elever,
  • udvikling af nuværende elever og
  • en måde at åbne sig ud til verden og vise, at man gerne vil samarbejde om at skabe naturvidenskabelig begejstring blandt Vestegnens børn og unge
Videnskabsklubben om primatologi foregår ved, at en seniormentor underviser miniforskere
I alt 1.200 “miniforskere” bliver undervist af 400 “seniormentorer” i 55 danske byer i 2024 under Videnskabsklubben, der har fået Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen fra Kongehuset for sit arbejde med at udbrede videnskab blandt børn og unge.
(Foto: Lars Svankjær)

En ekstra gevinst er, at Videnskabsklubben står for nærmest alt det praktiske i forløbet.

Det fortæller Ditte Elsborg, der er studievejleder på Enghøj Gymnasium.

– Det er dejligt med koncepter, der er derude allerede, som bliver lidt plug-and-play for os som lærere.

– Det kræver minimal forberedelse, og det passer som fod i hose med, hvad vi gerne vil på Enghøj Gymnasium, siger Ditte Elsborg, studievejleder for stx, hhx og htx, til Risbjerg & Co.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Videnskabsklubben fanger børn i afgørende alder

En ekstra appelsin i turbanen er, at Videnskabsklubben er for børn i en alder, hvor man ved, at interessen for naturfag og naturvidenskab begynder at fordufte.

Mange børn begynder at kigge i andre retninger i slutningen af indskolingen, altså før de starter i 6. klasse, og det sætter sig spor i deres valg af uddannelse, når de bliver ældre.

– Så det er om at få interessen til at fortsætte med at spire og løbende få fastholdt dem i det barnlige element med at være undersøgende, nysgerrig og have en eksperimenterende tilgang til verden.

– Det vil vi gerne fodre dem med her på Enghøj, fortæller Ditte Elsborg.

Gymnasieelever underviser også for deres egen skyld

Seniormentorerne – som gymnasieeleverne bliver kaldt, når de underviser i en videnskabsklub – kan sagtens se fidusen for børnene.

Men når man melder sig til frivilligt at bruge syv uger af efteråret på at undervise, handler det også om, at man selv får noget ud af det.

Det fortæller 17-årige Rayan El-laham, der er én af de tre seniormentorer på efterårets hold på Enghøj Gymnasium.

– For det første kan jeg rigtig godt lide børn, og det lyder sjovt og spændende.

– Men min lærer fortalte mig, at det også hjælper, når man skal søge ind på en uddannelse gennem kvote 2. Så det frivillige arbejde er også godt på mit CV, forklarer Rayan, da Risbjerg & Co. besøger Enghøj Gymnasium.

Seniormentor i Videnskabsklubben i Hvidovre, Rayan El-laham.
Rayan El-laham er i forvejen glad for biologi og videnskab. “Var det dansk-undervisning, ville jeg nok have sagt nej,” konstaterer Rayan, der vil læse medicin efter gymnasiet. (Foto: Risbjerg & Co.)

Videnskabsklubben klæder underviserne på

Tanken om at skulle stå for syv ugers undervisning kan godt virke lidt skræmmende, når man lige er fyldt 17 år og endnu ikke har set det materiale, man skal bruge til undervisningen om blot et par måneder.

Rayan bliver dog ikke bare kastet ud på dybt vand. Sammen med 400 andre seniormentorer fra hele landet skal hun først en tur til Odense, hvor Videnskabsklubben klæder de unge på både fagligt og pædagogisk.

– Det har jeg virkelig brug for. Jeg er lidt bange for, at jeg ikke kan håndtere det, og at børnene kommer til at larme, for jeg kan ikke lide at sige, at de skal tie stille.

– Men jeg tror, det nok skal gå. Jeg har også min veninde med, fortæller Rayan, der tidligere har været inde over elevråd og været både introguide og mentor for nye elever.

Ældre børn kan blive juniormentorer

Rayan og hendes to medstuderende kommer ikke til at stå helt alene med de 12 børn. De skal have hjælp af ”juniormentorer”, som skal findes blandt elever i 7.-10. klasse.

Så hvis du – eller dit barn – er i den alder, er der altså også mulighed for at blive del af Videnskabsklubben.

Man skal bare melde sig til som juniormentor på samme tid, som man melder sig til, hvis man vil deltage som ”miniforsker” i Videnskabsklubben.

Vær klar til tilmelding lørdag 31. august kl. 10

Tilmelding til Videnskabsklubben på Enghøj Gymnasium åbner lørdag 31. august kl. 10 på Videnskabsklubbens hjemmeside.

Hvis dit barn skal med, bør du nok sidde klar ved computeren, så snart tilmeldingen åbner.

De 12 pladser kan nemlig gå til elever fra både Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.

– Der kan godt blive kamp om pladserne, bemærker Ditte Elsborg.

Enghøj Gymnasium og Videnskabsklubben tilbyder i år kun det ene hold i primatologi, der er til børn i 4. klasse.

Ditte Elsborg har dog det lange lys rettet mod flere af Videnskabsklubbens tilbud om blandt andet et forløb med fokus på kemi.

Andre forløb i Videnskabsklubben er sat sammen til folkeskoleelever, der går i op til 6. klasse.

– Nu prøver vi med en enkelt klub, og går det godt, og er der tilslutning, så ved jeg, at andre gymnasier har 4-5 klubber på samme tid. Det kunne vi rigtig godt tænke os, så vi kan ramme en endnu bredere målgruppe, siger hun.

Videnskabsklubben er også klar til at udvide med flere hold på Enghøj Gymnasium. Det kommer du til at læse mere om hos Risbjerg & Co.

Videnskabsklub i Hvidovre hver onsdag eftermiddag 

Videnskabsklubben i Hvidovre starter i uge 43 og finder sted én gang om ugen i syv uger.

Det foregår hver onsdag kl. 15.30-17.00. Rent praktisk skal eleverne selv sørge for at komme frem og tilbage.

Når forløbet er færdigt, modtager hvert af de 12 børn et diplom på, at de er fuldbyrdede miniforskere.

Juniormentor i Videnskabsklubben overrækker diplom til miniforsker, omgivet af to seniormentorer
En juniormentor overrækker diplom til en miniforsker, omgivet af to seniormentorer. (Foto: Lars Svankjær)

Videnskabsklubben erklærer over for Risbjerg & Co., at den også kommet til byen, fordi den har mærket en kæmpe efterspørgsel blandt Hvidovres forældre. Læs om det her.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.