Restaurant Gaarden lukker og slukker i sin nuværende form med udgangen af 2024. Det afslører en aktindsigt foretaget af Risbjerg & Co.
Aktindsigten viser, at restaurantens forpagtere og Hvidovre Kommune har ligget i en flere måneder lang strid.
Begge har beskyldt den anden part for at bryde kontrakten, der blev indgået efter et udbud i 2022.
Årsagen til bruddet ser dog især ud til at være, at den fine restaurant med gode anmeldelser har alt for lille omsætning.
Gaarden forventede omsætning på 7,5 millioner kroner
Ifølge dokumenter frigivet i aktindsigten var det forventet, at Restaurant Gaarden kunne få en årlig omsætning på 7,5 millioner kroner.
Det fremgår ikke af aktindsigten, som visse fortrolige oplysninger er redigeret ud af, hvad Gaarden reelt har haft af omsætning.
Men forpagter Merete Holst har med egne ord fortalt Hvidovre Kommune, at selv med ”fuld markedsføring” kommer der for få gæster. Det gælder også på særlige tilbudsaftener.
Ifølge en mail fra Merete Holst skulle kommunens direktør for kulturområdet, Sara Røpke, have bemærket:
– Det er nok et udtryk for, at der ikke er flere i Hvidovre, der vil have sådan noget mad, I laver.
Den udlægning er Sara Røpke dybt uenig i. Det vender vi tilbage til.
Vi laver den mad, vi skal
Merete Holst fortsætter i sin mail fra 18. juni 2024 til kommunen:
– Og det tror jeg er rigtigt. Men vi laver jo den mad, som udbuddet siger, vi skal lave. Godt madhåndværk, hjemmelavet, 60% økologi, fokus på grønsager, bæredygtigt og med spændende smagsrepertoire, blot for at nævne nogle af de ord, udbuddet fordrer.
– Dem, der kommer, giver os meget høje ratings, men der kommer bare ikke nok, lyder det fra Merete Holst, direktør i LOCA Management ApS, som forpagter, altså står for den daglige styring af, Restaurant Gaarden.
Føler, at kommunen har skjult vigtige oplysninger
Merete Holst antyder også, at Hvidovre Kommune har holdt sine planer for udviklingen af Kulturhuset hemmelige for hende.
Hun kalder det ”uacceptabelt”, at hun ikke er blevet orienteret skriftligt om de konkrete tanker om for eksempel at lave spillestedet RIGA på Kulturhus Risbjerggaard, hvor Restaurant Gaarden holder til.
Og at hun ikke er blevet informeret om, at ”den planlagte økonomi til Kulturhuset har ændret sig markant”.
– Økonomien er skåret ned, der skal arbejdes med frivillige, og stedet skal mere være et spillested. De ændrede forudsætninger vil alt andet lige også få signifikante ændringer for restaurantens udbud og tilbud, skriver hun i sin mail fra 18. juni 2024.
Restaurant Gaarden ville have storskærm til EM
I andre mails kan man se, at forpagterne af Gaarden føler, at Hvidovre Kommune generelt har været dårlige til at kommunikere, dårlige til at koordinere og dårlige til at bakke op, når Gaarden selv har villet skabe aktiviteter.
I en mail fra 13. august 2024 skriver LOCA Managements advokat, at Gaarden og Hvidovre Kommune i januar 2024 lavede en aftale om at mødes regelmæssigt.
De to parter ville sammen skabe opmærksomhed om Kulturhuset, for eksempel ved at dele arrangementer på Facebook og ved at have en ”kæmpeskærm” sat op til de store sportsbegivenheder i sommeren 2024.
– Gaarden gør opmærksom på den store værdi, det vil have at have skærmen til årets EM-kampe med dansk deltagelse, OL i Paris etc., hvor restauranten meget gerne byder ind med udendørs servering i form af grill, fadøl etc. – og en generel indsats for at gøre cirklen til naturligt udendørs samlingspunkt i Hvidovre, lyder det i en mail efter mødet i januar, som advokaten refererer.
Gaarden havde også planer om at stable en oktoberfest på benene i 2024.
Manglende velvilje fra kommunen har medført “et betydeligt tab”
Intet af det blev til virkelighed.
Ifølge advokatens brev til Sara Røpke fra Hvidovre Kommune, vendte kommunen aldrig tilbage om storskærmen. Derfor var der ingen fælles arrangementer i Kulturhuset under EM i fodbold.
Kommunen har løbende aflyst de aftalte regelmæssige møder, kommunen er aldrig vendt tilbage for at tale bl.a. Facebook, og kommunen afviste at medvirke til en oktoberfest, skriver advokaten.
– Det er min klients opfattelse, at ovenstående forløb desværre afspejler samarbejdet (eller mangel på samme) mellem kommunen og min klient.
– Det er åbenlyst, at alene ovenstående eksempel på manglende opfølgning og velvilje fra kommunens side, har medført et betydeligt tab af omsætning for min klient, skriver advokat Per Hald på vegne af LOCA Management ApS.
Advokat: Kommunen har undladt selv at besøge Gaarden
Advokaten skriver, at det også var en del af den oprindelige aftale mellem de to parter, at kommunen skulle bruge Gaarden, som ligger lige over for Rådhuset.
Det er heller ikke sket.
Advokaten konkluderer i mailen fra 13. august:
– Med henvisning til ovenstående må jeg på vegne af min klient gøre gældende, at der rent aftaleretligt foreligger bristede forudsætning, hvorfor den indgående forpagtningsaftale ikke kan fastholdes.
Advokaten bemærker, at det næppe er i nogen parters interesse at ende i en retssag. Derfor foreslår han, at partnere mødes et sted på midten ved at opsige aftalen per 31. december 2024.
Det ender kommunens politikere med at sige ja til.
Men det er langt fra sket, fordi kommunen har samme opfattelse af forløbet som Restaurant Gaardens forpagtere.
Tværtimod.
Kommunen ser helt anderledes på sagen
Direktør for kulturområdet Sara Røpke skriver i en mail, at hun ikke kan genkende ordlyden fra Meretes Holsts mail om Gaardens mad – den, hvor hun skulle have sagt, at folk i Hvidovre ikke vil have den slags.
Hun skriver samtidig, at kommunen stik modsat Merete Holst har oplevet, at der løbende har været en ”åben og god kommunikation” mellem Kulturhuset og den daglige leder af restauranten.
Sara Røpke skriver også, at nye arrangementer og andet er ”blevet vendt og koordineret.” Og at kommunen har været åbne om planer for at udvikle Kulturhuset.
Hun har altså en helt anden opfattelse, end Merete Holst har givet udtryk for.
– Derfor undrer det os også, at du skriver, at der er ”enorme ændrede forudsætninger”, og at økonomien i kulturhuset er ”skåret ned”. Det er ikke noget, vi finder korrekt. Tværtimod, lyder det i mailen fra Sara Røpke fra 21. juni 2024.
Kommunen understreger i flere mails i aktindsigten, at den ikke kan garantere Restaurant Gaarden en særlig omsætning.
Kommunen mener heller ikke, at den har brudt nogen aftaler. I et referat af et møde mellem partnerne i maj 2024 lyder det:
– Merete mente ikke, at Hvidovre Kommune havde levet op til sine forpligtelser ift. at arrangere og afholde møder i henhold til forpagtningsaftalen og udbudsvilkårene. Ved en gennemgang af aftalegrundlaget på mødet, kunne der dog ikke findes grundlag for denne påstand.
Dyb konflikt udvikler sig i sommerferien
Man kan læse ud af aktindsigten, at kommunen og forpagterne af Gaarden har stået i en dyb konflikt hen over sommeren 2024.
På grund af sygdom vil Restaurant Gaarden lukke ned hele juni. Den overvejelse kalder kommunen allerede i maj for ”mislighold af kontrakten”.
Alligevel ender Gaarden med at lukke stort set helt ned i juni, hen over sommerferiemåneden juli og 1. august, hvor restauranten skulle være åbnet igen efter ferien.
Det får Sara Røpke til 2. august at sende en opsang – et ”påkrav” – til Merete Holst:
– Hvidovre Kommune kan konstatere, at spisestedet i Kulturhus Risbjerggaard (Restaurant Gaarden) fortsat holder lukket, hvilket kommunen anser for at være en væsentlig misligholdelse af forpagtningsaftale (…) indgået den 19. september 2022 mellem Hvidovre Kommune og LOCA Management ApS vedr. drift af spisestedet i Kulturhus Risbjerggaard.
Ifølge mailen anså Merete Holst juni måneds nedlukning for at være force majeure. En del af personalet var sygemeldt, rigtig mange var på ferie, og det ville blive en udfordring at rekruttere nyt personale.
Sara Røpke mener dog ikke, at den slags kan kaldes force majeure og skriver i mailen 2. august, at Gaarden får fem dage til at åbne.
Restauranten åbner igen efter fire dage. Men altså efter at have misligholdt kontakten med kommunen.
Byens politikere afgjorde Restaurant Gaardens skæbne
Derfor kommer sagen op på et møde 3. september i kommunalbestyrelsen.
Lukket for offentligheden skal politikerne tage stilling til, om aftalen med Gaarden skal:
- opsiges med et krav om erstatning,
- fortsætte den fulde periode ud, hvilket vil sige til 31. december 2025 – eller
- løbe ud med udgangen af året, som advokaten for LOCA Management ApS også har foreslået
Aktindsigten foretaget af Risbjerg & Co. viser, at politikerne har valgt det sidste.
Nyt udbud i gang så hurtigt som muligt
Dermed stopper det prestigefyldte projekt, før det runder sin to-årsdag på Risbjerggaard.
Restaurant Gaarden åbnede i februar 2023.
Planen er nu at sætte et nyd udbud i gang så hurtigt som muligt, så andre kan overtage stedet, måske under samme navn.
Du kan læse om borgmester Anders Wolf Andresens (SF) syn på, hvad Restaurant Gaarden version 2,0 skal kunne i denne artikel.