Gratis

Ældre skal forme Hvidovre – men hvad med unge?

Borgmesteren vil efter spørgsmål fra Risbjerg & Co. overveje at få flere ideer fra unge til, hvordan Hvidovre skal se ud i fremtiden. Lige nu kommer ideerne fra ældre i projektet ”Seniorvenlig By”.
Ældre mand kigger på iPad og er med til at planlægge Hvidovres fremtid
Hvidovres ældre har med stor iver kastet sig over en invitation fra kommunen til at præge fremtidens by. (Modelfoto: Freepik)

Hvidovres seniorer og ældre skal forme Hvidovre.

De er blevet bedt om at udfylde et spørgeskema om, hvad de synes om byen.

De har været på skovture, hvor de har fortalt om deres syn på Hvidovre, og hvordan de bruger byen.

Til efteråret får byens indbyggere på 60 år og derover også mulighed for at gå til byudvikling.

På den måde kan de komme bedre ind i, hvordan man indretter en by, så man bliver glad for at bo i den.

‘Er ældre glade for byen, er unge også glade’

Det hele er en del af projektet Seniorvenlig By.

”Seniorvenlig By” strækker sig over tre år og går i bund og grund ud på at gøre ældre gladere for Hvidovre.

For, som kommunen erklærer: ”I Hvidovre er holdningen klar: En seniorvenlig by er god for alle generationer.”

Tanken er med andre ord, at hvad ældre vil have, er også godt for unge.

Unge spiller andenviolin

Unge har dog langt færre muligheder for at fortælle om deres syn på sagen.

Unge fra Ungdomsskolen og klasser fra folkeskolen Frydenhøjskolen bliver trukket ind i projektet i løbet af efteråret. Så kan de fortælle, hvad de synes om tankerne om en seniorvenlig by.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Unge i Hvidovre får til gengæld intet spørgeskema, ingen informationer på skovture, ingen kurser i byudvikling.

De får heller ingen arrangementer, hvor de hører oplæg fra politikere og bliver bedt om at blive en del af processen. Det er forbeholdt byens ældre.

Skal der ikke være arrangementer for unge?

Risbjerg & Co. trak borgmester Anders Wolf Andresen (SF) til side, da Seniorvenlig By for nylig havde officiel åbning.

Hvorfor får unge ikke samme muligheder som ældre, for eksempel ved arrangementer på gymnasier eller folkeskoler?

– Det burde man nok også gøre. Jeg vil sige, at det gør vi også i forbindelse med skolevalg, folketingsvalg og sådan noget. Så kommer vi rundt, siger Anders Wolf Andresen.

Men det er jo en ret stor ting at indrette byen i fremtiden. Ville det ikke være godt at have de unge med specifikt i den proces?

– Jo, det har du fuldstændig ret i, og det er også derfor, der er en folkeskole med, så vi får deres perspektiv ind.

– Vi prøver også at arbejde på tværs af generationer. Et eksempel er det nye uderum og legeplads, vi har lavet nede ved Plejehjemmet Krogstenshave. Det er på tværs af børnehaven og så plejehjemmet, så man får begge perspektiver kørt sammen.

Borgmester vil tage unge-tanker med videre

Men det bliver jo en lidt indirekte måde, det ungdommelige syn på byens fremtid kommer ind. I rykker ikke ud til unge for at lytte til dem?

– Det er en meget spændende tanke. På den måde har vi ikke holdt et lige så stort arrangement som her, og det kunne man sagtens gøre. Det burde man nok også gøre, vil jeg godt give dig ret i.

– Men den ældre del af befolkningen udgør så stor en del af vores kommune, så de melder sig også meget på banen og fylder meget i vores kommune. Derfor er vi meget opmærksomme på dem.

Borgmester i Hvidovre, Anders Wolf Andresen (SF), til den officielle åbning af projektet Seniorvenlig By i Paletten i Hvidovre
Over 100 engagerede seniorer og ældre havde indfundet sig, da borgmester Anders Wolf Andresen (SF) officielt åbnede projektet Seniorvenlig By i seniorhuset Paletten. (Foto: Risbjerg & Co.)

– Der tror jeg måske, at børn og unge er stille og rolige mennesker, der bare passer deres ting. Men derfor har du en god pointe i, at hvis vi også skal have deres perspektiver ind, så kræver det måske, at vi gør noget mere aktivt.

– Det har jeg egentlig ikke tænkt mere over, før du stiller spørgsmålet. Så den tager jeg lige med hjem og tænker lidt over, lød det fra Anders Wolf Andresen.

Hvidovre Kommune har fået over fire millioner kroner i støtte til projektet fra en pulje under Social- og Boligstyrelsen.

Seniorvenlig By løber frem til 31. december 2026.

Projektet ”Seniorvenlig by – god for alle generationer” har særligt fokus på seniorer på 60+.

Formålet med projektet er at undersøge, hvad der skal til for at skabe byrum, der fremmer livsglæde, forebygger ensomhed, styrker sundhed og trivsel samt fremmer fællesskaber og samvær på tværs af generationer, lyder det på Hvidovre Kommunes hjemmeside.

Kampagnen bygger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Anbefalingerne bygger på seks behov, seniorer generelt gerne vil have opfyldt i en by:

  1. Jeg har noget at komme efter
  2. Jeg føler mig fri
  3. Jeg føler mig tryg
  4. Jeg føler mig velkommen
  5. Jeg er en del af noget og
  6. Jeg oplever natur.

Da behovene også er relevante for børn, unge og voksne, er tanken, at en god by for seniorer også er en god by for andre generationer.

Hvidovre Kommune er én af i alt 11 kommuner, der har fået del i 30,6 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til at gøre byer mere ældrevenlige.

Hvis du vil læse om unge, der tager ansvar, kan du klikke videre til artiklen om en gruppe, der påvirkede politikerne i kommunalbestyrelsen til at skifte holdning fra det ene øjeblik til det næste.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her