Adel the Second: Det SKAL jeg prøve igen!

Hvidovres Oliver Adelborg er skuffet over sin 3.-plads til Melodi Grand Prix – men på alle andre områder var oplevelsen fantastisk. Ny sang er på vej.

Adel the Second til Melodi Grand Prix 2025 med The Unluckiest Boy Alive
Nu gælder det om at komme op på scenen og have det lige så sjovt som til Melodi Grand Prix 2025 med The Unluckiest Boy Alive, erklærer Adel the Second - og varsler udgivelsen af en ny sang i foråret 2025. (Foto: Agnete Schlichtkrull, DR)

Nu er det en uge siden, du stod på scenen som Adel the Second til Melodi Grand Prix i Herning. Hvordan føles det i dag at tænke tilbage på oplevelsen?

– Så bliver jeg nærmest helt spændt på ny, ligesom jeg var, inden jeg gik på scenen.

– Jeg kan også mærke en glæde, fordi da jeg stod oppe på scenen, havde jeg det virkelig sjovt. Meget sjovere, end jeg havde turde håbe på og forventet, siger Oliver Adelborg.

Risbjerg & Co. har sat Oliver i scene (!) for at gøre status efter hans flotte præstation, der sendte ham i finalen sammen med to storfavoritter.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kæmpegave ikke at være nervøs

Var du overrasket over, hvor sjovt det var?

– Ja, meget. Ved alle prøverne var jeg mere nervøs. Folk sagde til mig, at det eneste råd er ’husk nu at nyde det’. Men det er så meget lettere sagt end gjort, også fordi jeg havde så teknisk en optræden. Der var mange ting at huske på.

– Men det var megasjovt, og jeg kunne nyde det, og jeg var ikke nervøs under showet. Det var jeg meget overrasket over. Det var en kæmpegave.

Er der noget, du ville have gjort anderledes i dag?

– Der er 100 procent nogle småting. Jeg er meget selvkritisk, men det vil jeg ikke bruge energi på at tænke på. Det er ikke alt, der er i ens hænder, når man står deroppe, hvor der er 120 indtryk.

– Jeg nød det, og jeg vil holde fast i, at jeg havde det sjovt – og af den grund ville jeg ikke ændre noget.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Lille svipser i lyd og billede

Da I havde sunget jeres finalesange for anden gang, var det, som om I ikke helt vidste, hvad der skete..?

– Ja, vi havde ingen skærme deroppe, og hvor vi stod kunne vi heller ikke se nogen skærme i rummet.

– Så vi kunne høre folk juble, men vi kunne ikke se, hvad det var, og vi kunne vist heller ikke høre, hvad Stéphanie og Sara sagde lige dér, forklarer Oliver.

De tre finalister, Tim Schou, Adel the Second og Sissal, ligner spørgsmålstegn, indtil værterne Sara Bro og Stéphanie Surrugue opdager lyd- og billedsvipseren til Melodi Grand Prix 2025.

Du blev en flot nr. 3. Men du ville jo helst vinde. Hvad tænker du om placeringen?

– Så ydmygt, som jeg kan sige det, var jeg skuffet.

– Det, synes jeg, er meganaturligt. Vi er alle sammen klar over, at det er en konkurrence, og vi har alle meldt os til af en grund.

– Jeg syntes det var mærkeligt, at andre var overrasket over, at jeg var skuffet. Jeg har lagt så meget energi og så mange måneder i det her, og helt til det sidste havde jeg håbet, at jeg kunne hive den hjem.

– Det kunne jeg så ikke denne gang. Derfor er det bare en menneskelig reaktion, og jeg kan ikke relatere til andet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

– Jeg kan virkelig godt unde Sissal sejren, men jeg synes virkelig, jeg kom med noget godt. Så jeg synes ikke, det havde været helt utænkeligt, at folk ville kunne lide det.

– Så jeg skulle også lige samle mig selv op igen i dagene efter. Jeg havde lagt al energi i det og så en vej frem i det. Det blev så ikke den fulde rejse, så nu skal jeg finde den nye vej og overveje mine muligheder.

Adel the Second om Melodi Grand Prix: Her er min top-3

Hvis du skal udpege de tre bedste ting ved hele oplevelsen – fra at blive udvalgt til Melodi Grand Prix og til at sidde her bagefter og tænke over det hele – hvad er de så?

  1. Det fedeste er, hvor sjovt jeg havde det på scenen, og hvor meget jeg nød det. Og i parentes, at jeg fik lov at lave lige præcis det show, jeg gerne ville på så stor en scene.
  2. Jeg nød virkelig at være i selskab med hele produktionen. Alle dem, der står for at lave showet. Det var så hyggeligt, de var så flinke, og dem kommer jeg til at savne.
  3. Jeg har skubbet mig i gang og har taget hul på bylden. Så nu er jeg ikke så bange for at fortsætte i samme spor, fordi min debut var kæmpestor. Så skal alt andet nok gå. Det er bare ikke lige så intimiderende, når man er startet ud på den måde.
Adel the Second til Dansk Melodi Grand Prix 2025 med The Unluckiest Boy Alive
Showet under The Unluckiest Boy Alive til Melodi Grand Prix var ét, som Adel the Second godt selv gad at se på – og han kan ikke vente med at lave det næste. (Foto: Agnete Schlichtkrull, DR)

Ny sang fra Adel the Second i foråret 2025

Hvad skal du nu?

– Jeg skal stadig bare udgive musik. Om det er alene eller ej, så fortsætter jeg med 120 i timen.

– Det var én er en gode ting ved at være på scenen. Nu ved jeg, at jeg SKAL derop igen og prøve noget lige så stort. Det er for sjovt til at lade være.

Har du så mange sange i bagkataloget, at du kan drage på turné?

– Turné ligger nok et stykke ude. Men jeg har skrevet sange, siden jeg var 10, så det er ikke mængden af sange, der mangler.

– Og jeg kan nok også godt røbe: Der kommer 100% ny sang her i foråret.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Bliver din nye sang i samme stil som The Unluckiest Boy Alive?

– Det får I at høre. Lyduniversitet bliver nok det samme, men lyrisk er det måske noget andet. Lidt mindre sarkastisk. Men stadig orkestralt, dance-inspireret pop, lover Oliver.

Adel the Second har tidligere fortalt Risbjerg & Co., at han har en lille drøm om at optræde lokalt i Kulturhus Risbjerggaard.

Mere om det i artiklen Adel the Second: Stolt borgmestersøn repræsenterer Hvidovre til Melodi Grand Prix.

Adel the Second i Kulturhus Risbjerggaard
Oliver på scenen, han gerne vil optræde på i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard. (Foto: Risbjerg & Co.)

 

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år