400 elever fra Risbjergskolen gav den gas på MOD Scenen

To udsolgte aftener i Kometen var kulminationen på hårdt arbejde bag kulisserne for både elever og især én lærer, der drømmer om, at Hvidovres øvrige skolebørn kan få samme oplevelse

MOD Scenen, Risbjergskolen, Hvidovre, Kometen
6.C løb med dommerprisen på MOD Scenen torsdag aften, men det kæmpe show over to dage handlede om noget meget vigtigere end at vinde. (Foto: Risbjerg & Co.)

Hundredvis af begejstrede publikummer stod op og klappede, da 400 elever fra Risbjergskolen gav den gas på MOD Scenen i festsalen Kometen i denne uge.

Et dommerpanel sat sammen af personer fra kulturmiljøet var lige så begejstrede.

Både onsdag og torsdag flød superlativerne fra dommernes mikrofoner ud af de store højttalere til eleverne fra 3., 4., 5. og 6. klasserne, der havde sat en række musik- og danseindslag sammen:

– Totalt fedt, virkelig gennemført, højt niveau, håber, I ender med at søge videre som sangere og dansere.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Elever: MOD Scenen er helt vildt fedt

Fra salen så ungerne ud til at nyde det lige så meget som dommerne. Og det gjorde de også.

Det fortalte to af eleverne under pausen i showet torsdag, hvor det var 5. og 6. klasserne, der optrådte på MOD Scenen.

– Det er så sjovt, fordi vi selv laver det hele, fortalte én af tre værter, der præsenterede hvert indslag på scenen.

– Alle hjælper alle. Det er helt vildt fedt. Vi har et godt sammenhold og fællesskab, både på scenen og backstage.

– Det er det vigtigste, at man har det godt med hinanden, lød det i al hast, mens uret tikkede ned til 2. halvdel af showet.

To elever fra Risbjergskolen fra showet MOD Scenen
Værten og lydmanden nyder at få det store show MOD Scenen til at spille sammen med omkring 400 andre elever fra Risbjergskolen. Eleverne foretrækker at være anonyme. (Foto: Risbjerg & Co.)

Man er kun med, fordi man synes, det er fedt

Drengen til højre på billedet var ikke med på scenen, men var alligevel en vigtig del af det store fællesskab.

Han stod nemlig for det flotte lys, der var med til at sørge for den gode stemning i salen sammen med god lyd og flotte billeder på en storskærm, der lagde baggrund til dansen og sangen på scenen.

– Vi med teknikken sidder med walkie-talkier i øret og taler sammen med den AV-ansvarlige backstage og siger, ”nu kører vi!”.

–  Så vi er stadig med i fællesskabet, og folk er glade og synes, det er fedt. Man er ikke med, hvis man ikke synes, det er fedt, erklærer han.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det korte interview bliver afbrudt af en besked om, at de to elever skal i gang igen om et minut.

De to forsvinder ud i en gang fyldt med andre elever, der enten skal optræde, hen til pultene for at få teknikken til at sidde i skabet eller hjælpe nogle af de mange hundrede gæster med svar på praktiske spørgsmål.

MOD Scenen er meget mere end to succesrige aftener

I midten af det kontrollerede kaos står skolelærer Nicolai Haugbyrd Vinkel.

Nicolai nyder at få de unge til at folde deres kreative talenter ud og bruge måneder af skoletiden på at hjælpe dem til at blive en del af et stort fællesskab.

MOD Scenen er nemlig meget mere end ’blot’ to aftener, hvor modige børn sætter et kæmpeshow sammen.

Det er et helt undervisningsforløb, der binder fagene håndværk og design, billedkunst, musik og idræt sammen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Skoler skal skabe elever, som kan drømme

En pointe med det hele er, at der skal være plads til alle børn, også dem, som synes, en normal skoledag kan være lidt svær at komme igennem af den ene eller den anden årsag.

Målet er at ”skabe fællesskab gennem faglighed”, fortæller Nicolai Haugbyrd Vinkel.

– Alle elever har noget at byde ind med, om du er god til at danse, spille musik, eller synge. Om du er god til at bruge dine hænder, eller om du kan fortælle en historie gennem billeder.

– Skolen skal skabe elever, som evner at drømme, så de kan skabe sig en tilværelse. Men vi glemmer nogle gange, at skolen skal være en drømmefabrik. Det skal Mod Scenen hjælpe med, siger han.

Nicolai Haugbyrd Vinkel, skolelærer på Risbjergskolen i Hvidovre
Navnet MOD Scenen hentyder ikke bare scenen, det kræver mod at stille sig op på. Det er også en retning. Det handler om at turde drømme i stedet for at sidde passivt med en skod-skærm, siger Nicolai Haugbyrd Vinkel, der her er i gang med instruere elever på den store aften i Kometen. (Foto: Risbjerg & Co.)

MOD Scenen startede som hyggeprojekt under corona

Nicolai Haugbyrd Vinkel underviser som udgangspunkt i håndværk og design på Risbjergskolen. Men de seneste tre år har han brugt en stor del af sin tid på at samle børn om MOD Scenen.

Konceptet sprang egentlig ud af den kedelige corona-periode, hvor eleverne blev delt op i mindre klasser.

Nicolai, der har erfaring fra både musik og teater, forsøgte at binde flere fag sammen på én gang ved at få hver af de små klasser til at sætte en mini-show sammen, som de skulle optræde med foran en anden lille klasse.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:

Siden har Nicolai videreudviklet konceptet i samarbejde med LMS (Levende Musik i Skolen).

De små klasser er nu blevet til et hold af elever fra flere forskellige klasser, der samles under navnet KulturCrew, der er et koncept på en række danske skoler.

Du kan læse lidt mere om den spæde opstart på Risbjergskolen i en artikel hos Folkeskolen. 

KulturCrew bliver undervist som professionelle arrangører

KulturCrew er så at sige en hård kerne af interesserede elever, der bruger to timer om ugen i skoletiden på at støbe kuglerne til det store show, før alle eleverne i klasserne fra 3.-6. kommer ind i projektet.

KulturCrew på Risbjergskolen bliver undervist af Nicolai i at være en slags event-magere.

De lærer at lave lys og lyd på professionelt udstyr.

De trækker kabler, laver rekvisitter og bygger kulisser.

De får undervisning i at være gode værter, i at kommunikere og alt det andet, der hører til at stable et populært kæmpe-arrangement på benene.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Indsats skal give afregning ved kasse 1

Det handler om at vise eleverne, at faglighed kan have mange ansigter, at alle har en rolle at spille i det store fællesskab, og at det betaler sig at bidrage.

– Jeg håber, at eleverne lærer, at når de leverer en indsats, er der også afregning ved kasse 1 i form af applaus og følelsen af, ”hold kæft, hvor er jeg sej”, siger Nicolai Haugbyrd Vinkel.

I løbet af den underholdende aften gik Risbjerg & Co. rundt og småsnakkede med børn, forældre, andre lærere fra Risbjergskolen – og en ildsjæl fra Roskilde-området, Bjarne Nielsen.

Bjarne Nielsen startede i sin tid konceptet med at få børn til at stå for et sceneshow under navnet Playback i Viby Sjælland tilbage i starten af 1990’erne.

Risbjerg & Co. forsøgte sig med spørgsmål i retning af, om der ikke er en bagside ved hele balladen.

Men alle havde kun begejstring til overs for MOD Scenen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Bjarne Nielsen bemærkede endda, at Nicolai har løftet konceptet til nye højder ved blandt andet at lade eleverne optræde med sang.

KulturCrew og show burde være for alle Hvidovres skoleelever

Nicolai har godt bidt mærke i den store opbakning.

Derfor drømmer han også om, at konceptet med et KulturCrew og med at stable arrangementer på benene er noget, der kan sprede sig til resten af kommunen.

– Hvidovre befinder sig i en overgang, hvor blandt andet Riga forsøger at skabe et bredere kulturtilbud, som i højere grad inkluderer de unge. Det kunne man i min optik overveje at brede endnu mere ud oppe fra Rådhuset, lyder det.

Måske ender Nicolais drøm med at gå i opfyldelse.

Det kan nemlig være, at kræfter på Rådhuset vil forsøge at få begejstringen spredt til andre skoler.

Læs mere i artiklen Udvalgsformand: Hvidovre bør have en show-konkurrence for alle skoler.

Missede du årets show, er det næste allerede planlagt. Det bliver i februar 2026.

Læs alle de gode artikler hos Risbjerg & Co. og få rabatter til lokale butikker.

Bliv medlem af Risbjerg & Co.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her