2024 oplevet gennem billeder fra Risbjerg & Co.

Se eller gense nogle af årets højdepunkter og nedture, som blev fanget af Risbjerg & Co.

Billeder fra 2024 hos Risbjerg & Co.

Hvidovres nye medie gik først for alvor i luften i september – men det har alligevel været et følelsesladet og begivenhedsrigt 2024 oplevet gennem billeder fra Risbjerg & Co.

Bjørk Nørremark vinder bronze efter vildt spring

Bjørk Nørremark
Ét af mange store sportsresultater fra Hvidovre-sportsfolk i 2024 stod Bjørk Nørremark fra, da hun sprang til til bronze ved de Paralympiske Lege i Paris. (Foto: The photOHgrapher)

Mange vil nok huske en vanvittig finale under sommerens Paralympiske Lege (PL) i Paris.

Længdespringer Bjørk Nørremark fra Hvidovre havde overtrådt en stribe tilløb og havde til sidst kun et enkelt spring tilbage.

– Fuck det hele, nu tager jeg bare chancen, sagde hun til sig selv. Og sprang et nærmest magisk spring, der sikrede hende bronzemedaljen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Med sit afsluttende spring på 5,76 meter slog Bjørk Nørremark ikke bare den forsvarende PL-mester, men også sig selv ved at springe 9 cm længere end nogensinde før.

Afslutningen var så vild, at den er nomineret til Årets Magiske Øjeblik, når DR’s store årsgalla bliver afholdt i starten af januar 2025.

Se det spektakulære spring her.

Ulrikke Evensen gjorde noget endnu vildere

Du nåede måske dårligt at lægge mærke til det, men i ly af PL gjorde en anden Hvidovre-atlet noget endnu mere imponerende.

Ulrikke Evensen vandt to guldmedaljer til VM i den vildt krævende disciplin OCR.

Ingen andre i verden har før vundet både mesterskabets korte distance på 3 km OG den lange distance på 15 km.

Præstationen fik sportschef i Hvidovre Atletik & Motion, Michael Bruun Jepsen, til at kalde hende ”den sejeste kvinde, jeg nogensinde har mødt.”

Se hende hive én af guldmedaljerne hjem i videoen herover, der er sat sammen af videoklip, som Ulrikke sendte til Risbjerg & Co. efter triumfen.

Forfærdelig ulykke har gjort cykelrytter lam

Cykelulykke på Hvidovrevej i Hvidovre, september 2024
Fotoet her er ét af de få fra den voldsomme cykelulykke på Hvidovrevej i september 2024. Risbjerg & Co. var til stede som eneste medie. Fotoet gik derfor land og rige rundt på både tv og netaviser og nåede videre til Norge og Finland. (Foto: Risbjerg & Co.)

Mens mange atleter fra Hvidovre kom i rampelyset for deres vilde præstationer, var der andre, som blev kendt for noget langt mere uhyggeligt.

28-årige Carl Rosenberg kørte gadeløb i Hvidovre, da en 24-årig mand på elcykel trodsede afspærringer og advarsler og hamrede direkte ind i feltet af cykelryttere.

Værst gik det ud over Carl, der nu sidder i kørestol og har mistet førligheden fra navlen og ned.

Mens Risbjerg & Co. løbende har fulgt samtlige retsmøder i sagen mod den 24-årige – i øvrigt som eneste medie i Danmark – har Carl undergået en række operationer og står over for lang tids genoptræning.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Heldigvis har historien en god tilføjelse: Carls cykelklub startede en indsamling til støtte for Carl og familien, herunder drengen Jens, som blev født tidligere på året.

En række mennesker fra Hvidovre støttede og har været med til at sende over en million kroner i retning af familien.

Status er i skrivende stund, at der er indsamlet 1,1 million kroner, fortæller Nørrebro Cykleklub til Risbjerg & Co. Og indsamlingen fortsætter, lyder det.

Sådan skabte Gungehusskolen karakter-magi 

To vejledere foran Gungehusskolen
Billedet på kæmpesucces: En massiv indsats anført af vejlederne Julie Vincentz (tv.) og Mette Karoli gjorde, at samtlige elever i 9. klasse bestod sommerens eksamener i dansk og matematik på Gungehusskolen. (Foto: Risbjerg & Co.)

På Gungehusskolen i Hvidovre lykkedes det at hæve karaktererne ved 9. klassernes afgangseksamener helt skørt meget i forhold til året før.

Samtidig bestod alle eleverne de vigtige eksamener i dansk og matematik.

Nøglen til succesen blev hurtigt udråbt til at være en tolærerordning, altså at en ekstra lærer havde været med til undervisningen.

Men forklaringen er langt mere indviklet, fortalte to vejledere, da Risbjerg & Co. besøgte skolen.

Tung kritik af fordeling af penge til skolerne

Sara Benzon i byrådssalen i Hvidovre
Sara Benzon (SF) står som ene symbol på Hvidovre Kommunes skæve fordeling af penge til Hvidovres skoler. Også selvom hele kommunalbestyrelsen står bag beslutningen om at prioritere skævt med vilje. (Foto: Risbjerg & Co.)

Mens Gungehusskolen blev hyldet for sin succes, fik Risbjergskolen kritik for det modsatte.

Som den eneste skole i Hvidovre klarer eleverne sig dårligere end forventet.

Det har sat gang i en ophedet debat om, hvorvidt politikerne i Hvidovre giver for få penge til Risbjergskolen. Og om kommunalbestyrelsen fordeler penge mellem Hvidovres skoler på en fair måde.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Selvom en enig kommunalbestyrelse står bag fordelingen af penge til kommunens skoler, er det stort set kun formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon (SF), der har forsvaret beslutningen.

Det har gjort hende vældigt upopulær hos visse forældre og har fået Sara Benzon til at konstatere, at hun nogle gange godt kan savne, at andre melder sig i debatten.

Ismageriet vil til Hvidovre

Ismageriets administerende direktør, Kim Simonsen, vil åbne en ny butik på Vestegnen, måske i Hvidovre
Nu kunne vi godt tænke os at komme ud til jer med frisklavet is, erklærer Ismageriets administerende direktør, Kim Simonsen. (Foto: Ismageriet)

Lukningen af én af byens få isbutikker, Rådhus Chokolade på Hvidovrevej, blev hurtigt overskygget af en nyhed, der vakte stor begejstring: Ismageriet kommer til Vestegnen og meget gerne Hvidovre.

Faktisk har den ultrapopulære iskæde været tæt på at finde egnede lokaler i byen.

I øvrigt har en anden kvalitetsbutik, alma, også rettet sit blik mod Hvidovre.

På den glade åbningsfront blev 2024 også året, hvor REMA 1000 åbnede en ny butik på Hvidovrevej, og hvor et nyt loppemarked indtog Hvidovre Torv – og i øvrigt gør det igen i 2025.

Vingård stopper efter et kvart århundrede

Nordlund Vingård, druer, Hvidovre
Et næsten ikonisk billede, hvis du har fulgt Nordlund Vingård på sociale medier – Miriam My Sandra Arcerito lagde som direktør produktionen om til økologi. (Foto: Nordlund Vingårds profil på Instagram)

En mindre berusende nyhed ramte, da Nordlund Vingård meldte, at det er slut med at lave vin i Avedøre.

Hvidovres højt besungne vingård stopper produktionen efter 25 år – til ærgrelse for mange, herunder byens borgmester.

Dårlig jord, klimaforandringer og to års katastrofal høst blev dråben, berettede én af gårdens ejere til Risbjerg & Co.

Fortidens Hvidovre-folk skød med pil ved vingården

Helene Jacobsen fra Kroppedal Museum leder en udgravning i Avedøre, Hvidovre
– Det er det fedeste at hive noget op af jorden og være den første, der har rørt det i flere tusinde år, fortæller arkæolog Helene Jacobsen, der står i spidsen for en udgravning i Hvidovre. (Fotokollage: Risbjerg & Co.)

Lige ved siden af vingården dukkede til gengæld andre nyheder op af jorden.

Arkæologer har gravet sig frem til en række bemærkelsesværdige fund i Avedøre.

De viser blandt andet, at mennesker for tusinder af år har skudt med pile og arbejdet med hør på det sted, der snart skal laves om til boligkvarteret Gartnerhaven.

Føler sig fanget af Hvidovre Kommune

Fanget i lokalplan for Risbjergkvarteret
Uforståelige ord, kategoriske mails og et voldsomt uheld. Flere har følt sig fanget i Hvidovre Kommunes behandling af sager i Risbjergkvarteret. (Foto: Risbjerg & Co.)

Det er dog et andet villakvarter, der stjal fokus i efteråret 2024.

En række beboere i Risbjergkvarteret har fortalt om, hvordan de følte sig fanget i kommunens håndtering af sager, blandt andet i forbindelse med en ny lokalplan for Risbjergkvarteret.

Sagerne er endt med at give flere familier stress og koste dem mange penge.

Årsagerne er:

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Historierne hos Risbjerg & Co. har siden fået kommunen til både at ændre ordlyd, så det står tydeligere, hvad man må og ikke må – og fået kommunen til at have fokus på, at alle har ret til at få deres sag behandlet.

Halloween-optur for en familie i Risbjergkvarteret

Forhave fuld af Halloween-uhygge
Både hus, forhave og tag udsmykket med Halloween-godter; her fanget en aften i regn og vind.

I den lettere ende af skalaen var det en familie fra netop Risbjergkvarteret, der endte med at løbe med præmien for årets Halloween-pynt.

De lækre vinderkager fra R-Bakery endte med at komme i hus efter en afstemning for hele Hvidovre. Og i øvrigt i skarp konkurrence med seks andre kandidater.

Endnu en stor sportsmand rundede året af

Daniel Agger dele julegaver ud på Hvidovre Hospital
Daniel Agger på Hvidovre Hospitals afdeling for børn og unge. (Foto: Hvidovre Hospital)

Vi skøjter hurtigt hen over en forfærdelig omgang parkeringsballade ved Frihedens Butikscenter og slutter, hvor vi startede: Hos de store sportsfolk med rødder i Hvidovre.

Ham her var igen med til at give et væld af børn og unge i byen en lidt bedre jul.

Daniel Agger delte gaver ud til børn på Afdeling for Børn og Unge på Hvidovre Hospital.

Senere gentog succesen sig i Hvidovre C, der i øvrigt netop har fået nye ejere med store planer.

Nyd de sidste billeder af efteråret 2024

En allersidste krølle om billeder fra året skal være denne korte video.

Den viser, hvordan Vigerslevparken har taget sig ud i efteråret 2024.

Billederne er taget hver dag i september, oktober og november fra det samme sted i parken:

Godt nytår!

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her