Du bor i en by, hvor virksomhederne må levere virkelig god service, for hele 10 lokale firmaer er nomineret som Årets Håndværker.
De 10 virksomheder har nuppet nomineringerne foran 4.500 andre håndværkere i Danmark, som det seneste år er blevet anmeldt på siden www.anmeld-håndværker.dk.
Secure4u nomineret til Årets Håndværker for femte år i træk
Én af de topanmeldte favoritter er BR Teknik Secure4u, der holder til på Arnold Nielsens Boulevard.
Det er femte år i træk, direktør Kim Gammeltoft Rasmussen og hans lille stab bliver nomineret, og hver gang er det en fornøjelse, fortæller han.
– Håndværkere har det jo med at blive skældt ud, så det er selvfølgelig vigtigt, at vi skiller os ud, og at vores kunder anerkender vores arbejde. Og hvem vil ikke gerne have et klap på skulderen, siger Kim Gammeltoft Rasmussen til Risbjerg & Co.
Mange kriterier til grund for nominering til Årets Håndværker
Nomineringen hos lige præcis Anmeld Håndværker betyder lidt ekstra for Kim Rasmussen, fordi en god anmeldelse bygger på en række kriterier.
Der bliver selvfølgelig givet karakterer for slutproduktet, men også efter om man for eksempel holder tidsplanen, om kommunikationen har været god, om man rydder ordentligt op.
Og så er alle anmeldelser bekræftede. En anmeldelse tæller kun med, når det er bekræftet via faktura, at virksomheden og kunden rent faktisk har haft en relation.
For at komme videre fra en nominering til at vinde, ser en uafhængig, professionel jury på endnu flere kriterier.
Det er blandt andet, om virksomheden har en plan for arbejdssikkerhed, og om den har lærlinge ansat.
Det er med andre ord langt fra nok kun at have mange eller gode anmeldelser.
108 femstjernede anmeldelser ud af 108 mulige
BR Teknik Secure4u er gået hele vejen og har vundet sin kategori ”Låse & sikring” de seneste to år.
I skrivende stund er firmaet blevet anmeldt 108 gange. Samtlige 108 anmeldelser er på fem stjerner ud af fem mulige.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:
Det betyder en hel del for den lille Hvidovre-virksomhed, der sikrer folks hjem mod indbrud, vand og ild.
– Jeg skal konkurrere mod større udbydere på markedet, så jeg kan ikke konkurrere på pris, men på viden, kunnen og et skævt hoved til at tænke alternative løsninger, som i sidste ende måske er de mest rentable.
– Når folk kigger på anmeldelser eller søger efter ”alarmer i Hvidovre” eller sikringsvirksomheder, så kommer vi op som en forslag, og så kan man se min profil og de anmeldelser, som kunderne har lavet, og som jeg svarer på og reflekterer over.
– På den måde kan det være med til at åbne døre, og det er vigtigt, for min succesrate afhænger af, at jeg kommer ud til folk, fordi jeg ikke har en fysisk butik at vise frem, forklarer Kim Gammeltoft Rasmussen.
OBS: Du kan få rigtig gode rabatter i populære BR Teknik Secure4u som medlem af Risbjerg & Co. Mere i denne artikel.
Her er de 10 nominerede virksomheder fra Hvidovre
De 10 topanmeldte virksomheder i Hvidovre, der er nomineret til Årets Håndværker, har Anmeld Håndværker samlet for Risbjerg & Co.
Her får du den fulde liste med virksomhedens navn og den kategori, den er nomineret i.
Listen kan du jo overveje at have ved hånden, næsten gang du skal lede efter en håndværker:
- Hansens Handy Service, ejendomsservice (0-1 ansat)
- L.M-El ApS, el-installatør (2-4 ansatte)
- Vestegnens Isolering ApS, energi-isolatør (2-4 ansatte)
- Falcke ApS, gulvmand (2-4 ansatte)
- CMT Kloakservice ApS, kloakmester (5-9 ansatte)
- KJ Kloakservice og Entreprise ApS, kloakmester (0-4 ansatte)
- BR Teknik Secure4u ApS, låse og sikring (0-4 ansatte)
- Maler H. Thennum, maler (uden ansatte)
- Jensens Skadedyrskontrol, skadedyr (2-4 ansatte)
- K. Holmgreen & Søn ApS, VVS (20+ ansatte)
Fælles for alle virksomhederne er en tårnhøj popularitet hos kunderne.
Gennemsnittet for alle nominerede i samtlige 27 kategorier i konkurrencen er 4,83 stjerner ud af 5 mulige.
Bedste anmeldelser i 14 år med Årets Håndværker
Gennemsnittet er rekord i de 14 år, konkurrencen har fundet sted, melder holdet bag Anmeld Håndværker.
– Vi ser i stigende grad, hvor vigtigt det er for håndværkere at modtage anmeldelser fra deres kunder.
– Positive anbefalinger tiltrækker nye kunder og styrker forretningen, siger Peter Birkelund.
Peter Birkelund er medstifter af bygogbolig.dk, som står bag både anmeld-haandvaerker.dk og kåringen af Årets Håndværker, i en pressemeddelelse.
– Kunderne ønsker at undgå risikoen for dårlige byggeoplevelser og fravælger derfor håndværkere uden stærke kundeanmeldelser.
– I stedet vælger de håndværkere med dokumenteret god kundeservice, hvilket bidrager til mange tusinde positive byggeoplevelser for danske boligejere, mener han.
Prisuddelingen finder sted 26. og 27. marts i Cirkusbygningen i København.